Musik Historien..
Den lange version
indhold: ungdomsoprør - thy - skouseningemann - kana kollektiv - karma studio - danmarks radio - Christiania - punk - bolineband - internettet - uafhængighed - dan turell

Hej, jeg hedder Claus Pedersen men jeg bliver kaldt TømrerClaus. Jeg er født i 1945. Jeg fik mit nye navn i Thylejren i 1970 fordi der var mange der hed Claus og fordi jeg er udlært tømrersvend.


Det er mit svendebrev.
(den 14 April 1967 fik jeg det)
Forud for det, var der gået 3 år og 8 måneder med min læretid, hvor startlønnen var 37 kr om ugen og slutlønnen 42.

Mit værktøj anno 1963!
(Utroligt at jeg har det endnu..)

 

"jeg havde en gammel tre-en-halv AJS som jeg havde købt som vrag og sat så meget i stand at den kunne køre."


Det var lidt svært at se mine kammerater der arbejdede med at flette stole på Homa køre rundt på nye Triumph Tiger 100 ss motorcykler, mens jeg havde en gammel tre-en-halv AJS som jeg havde købt som vrag og sat så meget i stand at den kunne køre.

Senere i læretiden gik det fremad. Jeg byttede og reparerede mig til motorcykler og reservedele og endte med at have en næsten ny 500 ccm tocylindret Matchless.

Opvæksten i 50erne

Min mor var meget musikalsk. Hun var pianist og organist.
To personer har betydet meget for min vej ind i musikken.

1) Da jeg var omkring 12 år tog min mor mig med til en koncert i Odd Fellow Palæet. Det var Mozarts Reqviem, og det gjorde stort indtryk på mig. I uger og måneder efter koncerten kørte musikken rundt i mit hoved.

2) Min klasselærer hed Hr. Harring. Han var alt hvad man kunne ønske sig af en lærer. (Billede tv)

Han var stille og rolig, meget underholdende, god til at lære os noget, og så havde han en fortid som professionel clarinettist i tidens musik der dengang var swing-musik. Når lejlighed bød sig fortalte han historier fra musikerlivet og gav små prøver på musikken. Jeg tror at vi alle i klassen elskede og beundrede ham.

Der gik ikke ret lang tid før jeg begyndte at spille clarinet, en anden piano og en tredje trækbasun og vi snakkede swingmusik: J.J. Johnsson, Benny Goodmann, Gene Krupa osv.

Men swingmusikken som var efterkrigstidens nye musik var ved at blive fortrængt af halvtredser musik med navne som Tommy Steele, Doris Day, Sam Cooke og the Ventures m.fl. Om det var fordi min mor ikke kunne holde ud at høre mig øve på clarinet eller om det var noget andet der gjorde det, ved jeg ikke – men under juletræet lå der er grønmalet krydsfinerguitar og en note om at jeg kunne starte med at gå til spil hos genboens store dreng Gunner. Det gjorde jeg, og snart kunne jeg spille Tom Dooly, og clarinetten blev sjældenere og sjældnere taget frem.

Nu gik der nogle år, og vi flyttede fra Sorgenfri til Jylland. De næste år i Jylland var svære at komme igennem for en teenager der var vant til at have mange venner og et godt forthold til lærere og skole. Alt det forsvandt med inkompetente lærerer og den moppe kultur der herskede på skolen i Jylland.
Mine karakterer var katastrofalt dårlige. F.ex. Fik jeg tg+ i engelsk. Ikke fordi mit engelske var dårligt, men fordi jeg en enkelt gang havde formastet mig til at skrive en engelsk stil ind med en grøn kuglepen.

Da jeg omsider fik min meget dårlige realexamen, var jeg så skoletræt at enhver tanke om at "gå videre" var udelukket. Omvendt anede jeg ikke hvad jeg skulle give mig til. Min far fik på det tidspunkt bygget en lagerbygning til hans firma, og han aftalte med tømrermesteren at jeg kunne starte med at gå i lære hos ham. Da jeg ikke selv havde nogle bedre ideer, blev det sådan.

Min clarinet var gemt væk, men jeg spillede en del på guitar og på et gl. trædeorgel jeg havde købt og sat i stand. På et tidspunkt købte jeg en brugt hjemmelavet elektrisk Høfner guitar. Den var lavet af egetræ og var meget tung. Jeg havde en Dynacord Eminent forstærker og så var jeg kørende. Efter at have øvet lidt, kunne jeg lige klare at spille en smule singleguitar i Gdur.

Rygterne gik, og en dag blev jeg spurgt om jeg ville være med i et pigtrådsorkester der hed The Dodgers. - Det ville jeg selvfølgelig, og sådan blev det. Men ikke så længe. For de opdagede jo at jeg ikke kunne ret meget på guitaren, og der blev ikke ringet til mig mere.

Der gik nu en sommer, og jeg havde bestemt ikke tabt modet. Jeg fik hul-i-gennem til en del mere på guitaren. Rygterne gik som bekendt og jeg blev inviteret ind i bandet igen. Og nu passede pengene. Jeg kunne det man forventede. Det var ikke meget, men det var nok.

 

De nye progressive toner...

Efter at have spillet nogle år i The Dodgers, med spillejobs bla. på Africano i Esbjerg i Århushallen, kom der nye toner frem i tidens musik. Cream og Jimi Hendrix var det helt nye og progressive beatmusik.

Jeg havde opdaget at hvis man skruede "gain" altså indgangs niveauet helt op på min forstærker og udgangsniveauet tilsv. ned, så kom der en forvrængning af guitarlyden der nogenlunde svarede til den lyd Cream og Hendrix brugte.

Jimi Hendrix og Cream var det helt nye progressive beatmusik
Mit bryllup på DRtv

Jeg var holdt op med The Dodgers og havde truffet et pige og vi skulle giftes. Min lillesøster syntes at det var meget spændende og romantisk. Hun svævede nærmest på en lyserød sky da hun så en annonce hvor Danmarks Radio TV søgte brudepar til at filme. Dem skrev hun til og foreslog mig og min kommende kone. Aftalen var at DRTV måtte filme det hele, både før og under, og at DRTV betalte hele gildet. Brudeparret måtte bestemme underholningen ved brylluppet. Herligt, for DRTV ville gerne filme vore bryllup.

Måneder før havde jeg været ude at høre musik i Århus, nærmere betegnet på Vestergade 58. Her spillede et orkester der hed Defenders. Defenders var kendt for deres fremragende fortolkninger af tidens pigtrådsmusik bl.a. Mashed Potatoes og den slags sager.
Men Defenders var blevet et andet orkester! Forsangeren Flemming Sørensen var ikke med mere, tilbage var deres bassist Rudolph Hansen der nu spillede guitar, broderen Flup på bas, og gut der hed Niels på trommer. Dette band spillede helt aldeles pragtfuldt, og det de spillede var Jimi Hendrix covernumre med Rudolph på sang og el spade. Skønt. Næppe havde Hendrix lavet LPen med bl.a. Manic Depression før man kunne høre en meget kompetent coverversion af det nummer fra et dansk band!
De skulle selvfølgelig levere underholdningen. Selvfølgelig skulle de det!

DRTV lagde ud med at sende deres producer Poul Due over og se på forholdene. Han indlogerede sig på byens dyreste hotel og mødte op hos mine foreller med en lille skid på. Her gav han den som verdensmand og charmør – min mor syntes at han var bedre end Poul Richardt, og der var faktisk en vis lighed.
Duen snakkede højt og længe, brød ind imellem ud i sang, og var i det hele taget totalt dominerende. Men han fandt forholdene tilfredsstillende, og det aftaltes at brylluppet skulle holdes på Sjette Frederiks Kro Risskov i Århus. "Men hvad med underholdningen?" spurgte jeg. "Nåja, hvad havde du tænkt dig?" sv. Duen. "Jeg synes at Defenders skal levere underholdningen" svarede Jeg naturligvis. Duen kradsede noget ned, og tog en taxa til hotellet. Tiden nærmede sig nu brylluppet, og jeg glædede mig faktisk til det, og til at holde et bryllup i den nye musiks tegn.

En uges tid før det skulle finde sted, ringede Duen og skulle lige høre om alt var vel. Ja, bestemt. "Fik du fat i Defenders? " spurgte jeg. "Nåe dem," sagde Duen, "De kunne ikke den dag". "Nå.." sagde jeg, temmelig paf. Det kunne han da godt have sagt noget før, så kunne vi jo bare have flyttet brylluppet, tænkte jeg. "Men det skal du slet ikke være ked af, for vi har fået Freddy Albeck og Olaf Ussing til at komme!" sagde Duen helt glat. Og det var så det. Jeg blev endnu mere paf og da jeg ikke anede hvad jeg skulle sige, sagde jeg ingenting.

Brylluppet var nært forestående. Duen havde fået at vide at brudgommen spillede. "Aha, herligt, herligt! Hvem spiller du med, hvad spiller du?" Jeg gav en lille prøve på det og sagde at jeg bl. a. spillede med The Dodgers og et andet band der hed Fire..

"Men den der forstærker, (han pegede på min Dynacord Eminent) - skal den lyde sådan?" Spurgte han. Jeg sagde som sandt var, at det var den måde de nye bands spillede på.

"Prøv lige at tage det væk" sagde Duen. Det gjorde jeg. "Aha, fint," sagde han, meget bedre - jeg kender lige dem du skal spille med."

"Jeg synes at Defenders skal spille til mit bryllup" svarede Jeg naturligvis.
Duen kradsede noget ned, og tog en taxa til hotellet

Inden jeg fik set mig om havde Duen inviteret tre medlemmer fra Kærne orkesteret til at spille med mig til TVudsendelsen. Flinke folk, men det var jo ikke dem jeg spillede med.....

Det blev en TVudsendelse hvor Freddy Albeck, Olaf Ussing m. fl. blev præsenteret af Otto Leisner som brudeparrets valg og folkene fra Kærne som dem jeg spillede med.
Jeg begyndte at tro der var noget i vejen med mig, siden alle bare klappede af TVudsendelsen og synes at den var fin.
Jeg syntes at den var pinligt dårlig.
Og jeg brød mig ikke om at lægge navn til noget jeg ingen indflydelse havde på. Det er efter min opfattelse uetisk at lave TV på den måde.

Nå, det var en sidehistorie, men jeg synes at i lige skulle have den. Det er ikke så tit at man får andet at vide end det medierne synes de vil bringe, vel? Det fik i så nu.

60er langt hår og ungdomsoprør

Hvor kom vi fra? Jo vi nærmer os ungdomsoprøret. Der var kommet en slags for-og-imod stemning.
I hvertfald i Århus, ang. ungdomsoprøret, det lange hår og cowboybukserne. Jeg husker at jeg blev truet med tæsk i en bus fordi jeg havde en rød lap på de blå cowboybukser. Nu skal man bare ikke udfordre en tredie års tømrerlærling der er vant til hårdt fysisk arbejde. Så det blev der ikke noget af.

Jeg dannede orkesteret Fire der spillede Hendrix cover numre. Mit ægteskab haltede, et barn blev født, vi tabte en beatkonkurrence i "Boom" på Frederiksgade (Gnags vandt, bl. p.g.a. en busfuld fans de havde medbragt). Min nyindkøbte Fender Stratocaster guitar blev stjålet ved samme lejlighed. Det var ikke nemt at være Claus, og jeg blev indkaldt til CF i Herning. Det var den bløde mellemvej mellem at være militærnægter og være soldat med gevær (gøp).

Min CF-karriere startede med at det lange hår bliev klippet. Det vidste jeg og var indstillet på det. Ugen efter under mønstring på vores stue kommer en mester og stiller sig op lige foran mig. Taler mig lige ind i sylten og siger: "88, de er langhåret". En finger kører henunder håret ved det ene øre, "de skal klippes!" - "Javel," siger jeg "Jeg er lige blevet klippet!". Mesteren: "Nægter de?" (på introkurset havde vi fået at vide at lydighedsnægtelse = spjældtur".) "Nej!" sagde jeg. Men jeg gik ikke til frisøren. Jeg bryllede håret og lagde det glat, så det så nyklippet ud, men efter et par uger kom den igen med samme spørgsmål og samme svar. Og igen stadig ingen frisør. Nu kom der den variant at mester sagde at hvis håret ikke var klippet inden weekenden, var der ingen udgang.
Da mit ægteskab knirkede gevaldigt, var jeg nærmest ligeglad. Jeg tog mit anlæg og stillede det op i den tomme gymnastiksal, og drev mine omgivelser til vanvid med guitarøvelser.

Men tiden gik, og mit hår var meget langt. Ingen udgang, men heller ingen låste døre eller porte. Så jeg tog bare hjem. Men så var jeg jo rømmet! Det kostede 10 dage i spjældet.
Da jeg mødte på kasernen igen, blev jeg kaldt ind til en samtale med chefen. Vi blev enige om at skilles som venner. Og sådan blev det. Jeg fik mine hjemsendelsespenge og et tak for denne gang. No hard feelings.
Jeg havde mødt en gentleman.

Nu var jeg en rigtig rod og en langhåret hashrygende hippie. Jeg vidste f. ex. ikke hvad jeg skulle leve af.
Jeg var flyttet fra konen og barnet. Fik et lille koldt værelse ved siden af kunstakademiet på Nørregade i Århus. Overfor lå et pensionat hvor en to rettes middag kunne fås for 12 kr. Ellers drev jeg rundt i gaderne og spillede trædeorgel og guitar oppe på værelset og ventede på at der skulle ske noget.

Fliporkestre og kollektiver

Jeg dannede flip orkesteret "Limfjorden". Vi spillede ofte på jazzhus Tagskægget. Udover mig på guitar bestod bandet af min svoger på bas, Niels Albertsen på trommer, Tony Kovax på Tenorsax, Anders Bjældesvinger på klaver og Ingeborg Schmidt på rødvin, klokker og 3 hunde hun ikke havde styr på. Udover hundende, vinen og røgelsen, medbragte Ingeborg et par grønne billeder hun selv havde malet. Hun tonede frem på høje hæle i en lang indisk grøn kjole som hun heletiden snublede i. Det var et meget fedt band. Der var sjove lyde og vild forvirring (det sidste stod Ingeborg for), men ind i mellem ramte vi et eller andet, og det gjorde vi så tilpas tit at både Dexter Gordon, der spillede efter os og Blue Sun der osse spillede på tagskægget, stoppede op og gav os et anerkendende nik.

Jeg havde ikke en krone og syntes ikke det var sjovt at bo alene på et lille koldt værelse, så jeg reagerede på en annonce fra et kollektiv der hed Røde Hus (af alle navne..), da de søgte en indflytter. Efter et kort møde fandt vi frem til at det nok var sagen at jeg flyttede ind.
Vi aftalte en flyttedag, og at vi lige snakkede sammen om hvordan og hvorledes med flytningen et par dage før.
Tiden gik, og jeg ringede for at aftale nærmere med flytningen. Intet svar. Heller ikke næste dag. Dagen efter hang der en seddel på min dør: Kære Claus: Vores hus brændte i forgårs. Vi er alle husvilde, men vi finder et nyt sted snarest!

Det nye sted hed Sorte Farm, og lå midtvejs mellem Århus og Randers ude i ingenting. Der flyttede jeg ind, stadig uden en krone på lommen.

Beboerene var studenter og meget aktivistiske. Irving malede hele sit værelse sort, og hang en stor plakat op på væggen med en nøgen kvinde i en seng. Overskriften var: "Fisse Er Godt Nok". Det skulle nok gå alt sammen. Jeg sov på sofaen i stuen. Så arrangerede Jan og Irving en fest i Stakladen hvor jeg selvfølgelig skulle spille og så var huslejen betalt for en tid.

Thylejren

Sådan gik dagene, chup-chup-chup, og en dag kom Irving med et udklip fra Information der kundgjorde at en forening der hed Det Ny Samfund søgte håndværkere til at hjælpe med at bygge en lejr op til en gigantisk sommerfest i Thy.
Det synes jeg lød ret godt, så vi pakkede en bil i bedste freak-brothers stil, Irving og mig, og vi ankom til lejren i højt humør. Jeg havde alt mit grej med: Tømrerværktøj, musikudstyr og en smule tøj.

Nu startede en dejlig tid. Jeg blev utrolig godt modtaget. Den lille håndværkergruppe havde nogle fantastiske dage i den varmeste sommer i mands minde. Om dagen med nogle timers arbejde. Om aftenen med historier og musik ved bålet. Jeg tror ikke det fås bedre.

Da lejren omsider åbnede og tusindvis af glade byboere strømmede ind, var freden forbi.
Jeg åbnede et lille snedigt sted der hed under nålene. Her var min Marshall højttaler et bord og serveringen bød på kaffe, leverpostejmadder og galarkakaomælk krydret med guitarspil når der var tomt for kunder.


Forfatteren Peter Øvig har i bøgerne Hippie 1 og Hippie 2 beskrevet lejren og hvad deraf fulgte, ganske indgående. Derfor går historien videre til efter lejren.

Det Ny Samfunds Sommerlejr 1970 (se kort og luftfoto i større format ved at klikke på dem- PS åbner i nyt vindue)
Fra Thylejren sommeren 1970

70er musikerscenen i København

Hjem fra lejren. Jeg var syg. Meget syg. Jeg havde en meget alvorlig lungebetændelse og jeg havde desuden arbejdet alt for meget alt for længe i min lille bix i Thylejren. Totalt udmattet tog jeg hjem til mor og far og sov nærmest i en måned. Endelig begyndte jeg at få kræfterne tilbage. Men hvad skulle der blive af mig? That's the question.

Jeg besluttede til en start at "besøge" min søster. D.v.s. jeg Flyttede ind hos min storesøster der boede i Sommerstedgade i København. Der ankom jeg foråret 1971 og det var ganske hyggeligt og uproblematisk at bo der på gulvet. Om dagen surfede jeg ind til Huset i Magsstræde for at se hvad der foregik.

En dag jeg som sædvanligt dryssede omkring inde på Huset, gik jeg ind i Husets Bogcafe. Her så jeg et opslag som indehaveren Per Kofoed havde sat op: At der var åbne jam-aftner hver onsdag kl 20:00 alle var velkomne. Fint nok. Jeg mødte op med min guitar og forstærker. To andre fyre var osse mødt op: Peter Ingemann med en bas og Niels Skousen med en guitar. Jeg kendte dem ikke, men de kendte mig, for de havde set og hørt mig i Thylejren. Vi jammede løs et par onsdage, og snart blev jeg inviteret med på spillejobs. Uformelt havde vi nu en trio.

Søren Seirup (tidl Steppeulvene) med dobro fra ca 1977 i Karma Music Studio på Landskronagade.
På tourne med Skousen/Ingemann Workshop (71)

Mens det stod på så jeg et andet opslag at et internationalt gospelorkester søgte en guitarist og en bassist. Jeg søgte jobbet og Søren Seirup (tidl Steppeulvene, Peter Sarstedt) søgte det osse. Vi blev begge antaget på hhv guitar og bas.

Inden længe drønede vi skandinavien rundt med et galehus af sorte homoseksuelle sangere og skuespillere fra syditalien (der hv. man laver spagettiwesterns) og en skør kugle af en roadmanager der hed Dennis. (Dennis..!) Undervejs på den månedlange tourne blev vores hyre genforhandlet flere gange. Hvergang med det resultat at vi fik mindre og skulle lave mere, d.v.s. hjælpe roadmanageren mv.

Det var et galehus, kvinderne opførte sig som divaer vi skulle bære deres kufferter (det var nu ret sjovt) og mange af de sorte var ikke ret vilde med Søren og mig. Vi var jo både hvide og heteroseksuelle...

Jeg blev derfor ret glad da jeg en dag ringede til Peter fra Norge for lige at høre hvordan det stod til i Danmark. "Kom hjem nu! " sagde han "Vi skal lave en plade for Polygram." Der er hyre og jobs. Det lod jeg mig ikke sige to gange, og snart sad jeg i et jetfly fra Norges koldeste by Trysil til Danmark.

Denne gang boede jeg hos Peter og Aviaja i deres mikroskopiske lejlighed i Valdemarsgade.

Når vi skulle nogen steder startede det altid med at vi skubbede Peters Renault 4L i gang. Ingen problem der. På 4-5 dage indspillede vi så "Herfra Hvor Jeg Står" i Wifoss studiet på Fr. Berg. Og det var så det. 10 spor på en hjemmelavet "Wifoss" båndoptager, mixer, compressor og rumklang var ligeledes af Wifoss fabrikat. Genialt studio.
Vi havde et par småjobs med Skousen/Ingemann, og vi havde fået flere medlemmer: Stig Møller, og Bjørn Uglebjerg. Sidstnævnte kom fra et ukendt lille Chr. havner-band der hed Gasolin som han var blevet træt af.
Pludselig var vi verdensberømte i danmark!
Aviserne kunne ikke få armene ned for ros og al mulig positiv omtale.

 

"Herfra hvor vi står" og Musikpatruljen

Resultatet var en uendelig række af spillejobs med et band der kaldte sig "Skousen/Ingemann Workshop". Navnet udledt af tidens altfavnende åbenhed: Kom glad og vær med.

Og hver gang vi drog ud på tourne voksede orkesteret. Ofte på den måde at vores chauffør kom i tanke om at han jo spillede et instrument og han begyndte at spille med i den voksende skare. Efter noget tid kundgjorde han at det jo var lidt urimeligt at han havde to jobs. Om ikke vi skulle have en ny chauffør? Jo, det måtte vi hellere få, og sådan gik tiden og dagene. Og det var ikke kedeligt.

En skønne dag da orkesteret var blevet så stort at den ene ende ikke kunne høre hvad den anden ende lavede, kom Peter og Niels og sagde at orkesteret var opløst. Det var så det. Men de spurgte osse om jeg ville være med i et nyt orkester der skulle hedde "Musikpatruljen" med Niels Skousen, Peter Ingemann, Bjørn Uglebjerg og Knud Bjørnøe. Jeg sagde naturligvis ja tak, og det var det. Mange jobs og mange gyldne stunder lå forude.

Musikpatruljen 1972 (Foto: Susanne Mertz)

Hjemme hos far og mor på besøg var stemningen blandet. Jeg var notorisk familiens sorte får, men nu kunne især min mor se at jeg kunne noget, og hun var måske endda en smule stolt. Trods alt. Men desværre var hun syg, og hun døde i 1973. Min far gik sidenhen fallit og døde året efter. Familien var på få år blevet meget lille. Mormor, farmor, bedstefar, tanter og onkler var døde. Mine forældre omgikkes ikke ret mange, så – især for mine mindre søskende var det et hårdt slag at stå med ingenting og være lidt for ung til det.

Jeg kunne ikke blive boende ret længe hos Peter og Aviaja i deres minimale lejlighed, og min storesøster havde jeg trukket pæne veksler på. Jeg søgte et nyt kollektiv. "Tag op og spørg på Kana, - de er studenter alle sammen og ville blive henrykte for en musiker og håndværker". Det råd fik jeg af en gut jeg mødte i Huset i Magsstræde, og det gjorde jeg.

Min far og mor ca 1973

Jamen jeg kunne da flytte ind lige med de samme. Sådan! Et skønt, skønt sted i Slangerup. Et enormt hus (det var en gl. institution), med en tilsv. enorm have og ca 12 beboere.

Der var et rend af folk fra "miliøet" på Kana kollektivet. Leif Varmark og Henning Prins (fra Det Ny Samfund) og Leo Jespersgård der boede der. Der kom også en skøn maler Tom Krøjer der var til musik: fri jazz. En skønne dag kom han hjem fra Sverige på sin Ninbus m sidevogn med en kontrabas på ladet. Det var delvis betaling for et maleri. Helt naturligt begyndte vi at spille sammen. Jeg på bassen, Tom på sopransaxofon. Mange år senere indspiller Tom en plade i mit studie under pseudonymet Boris Bifur Van De Lerke. En herlig dybt original plade med bl. a. Søren Seirup (b) og Jan Kaspersen (pno).
På billedet fra studiet ses fra v. Tøm Krøjer, (i baggrunden) Boline, Jan Kaspersen og Søren Seirup.

Sådan gik det til at jeg flyttede ind i alle tiders sjove og spændende kollektiv. Jeg forelskede mig selvfølgelig i en smuk kvinde, vi dannede par, og vi dannede osse et dejligt barn.

Monrad, Mik og TømrerClaus Brdr. Sindssyg - Gry ..og mange flere eksperimenter

På Cafe Rosa Luxembourg mødte jeg en gut der sang spillede 12 strenge akustisk "hegn" sammen med en vaskebrædt spiller. Snart var trioen Monrad, Mik og TømrerClaus en realitet.
Jeg spillede stadig i Musikpatruljen da jeg mødte Henning Prins og Leif Varmark igen, - de to hovedmænd bag Det Ny Samfunds Sommerlejr i Thy. Leif kunne trylle med 3 greb på en guitar, og med mig på kontrabas dannede vi Brdr. Sindssyg. Afsted på raske fjed gik det, med jordnære sange der blev særdeles godt modtaget. En skøn afveksling fra Musikpatruljen.

 

Brdr Sindssyg i gården foran Huset i Magsstræde

I 1972 tog en lille flok mennesker initiativ til en "udstilling" af det alternative flipper-miliø. Det skulle foregå på Charlottenborg af alle steder. Initiativgruppen var udsprunget af Foreningen For Musik og Lys, og bestod af Helen Nerings, Mig og Peter Ingemann m. fl. Der blev sat stickers op over hele byen, og udstillingen åbnede med kunst, musik, madlavning, indisk tøj, happenings og musik.

Udstillingen hed "Noget For Noget". Bl. mange andre skulle Blue Sun spille, men der var ikke noget klaver. Jeg ringede til min søster der boede på P. Knudsensgade 10, og havde et klaver. Om vi måtte låne det? "Kom og hent det".
Peter Ingemann og jeg kørte afsted i min varevogn. Med stort besvær bar vi klaveret ned fra anden sal. Men der manglede 1 cm i at det kunne gå ind i vognen. Knap nok havde vi båret klaveret op igen, før for og bagdør sprang op og 4 politibetjente sprang ind og krævede indentifikationspapirer fra os alle. Da de så mit kørekort blev jeg anholdt og taget med på stationen og låst inde i et skab. En kort afhøring. "Om det havde noget på sig at jeg havde truet en trælsthandler i Thisted u. sommerlejren?" Det benægtede jeg (læs hele historien i Peter Øvigs bog "Hippie 1") Efter et par timer blev jeg lukket ud uden yderligere forklaring.

Tiden gik. Orkesteret Blue Sun var blevet opløst, næsten på toppen af deres popularitet. Nu søgte man efter en ny konstellation til et nyt navn Gry. Jeg var heldig at blive spurgt, så sideløbende med Musikpatruljen spillede jeg nu i et skønt syret orkester der hovedsageligt spillede instrumental musik. Poul, Bo, Jesper, Jan og mig. Især var Jesper (Zeuthen) en fremragende solist.

Desværre holdt det ikke så længe, men jeg fik nogle dejlige musikalske erfaringer. Jeg fik osse en anden erfaring. I Gry røg vi meget tjald. Rigtig meget. Vi, eller i hvertfald jeg troede at musikkens ånd blev hidkaldt når jeg var skæv. Glad røg vi os pilskæve før en koncert. Ved en bestemt lejlighed kom der en gut med et fed båndoptager og to gode mikrofoner. Han optog rub og stub. Skønt. Her er måske vores nye plade?? Herligt. Vi mødes næste dag og hørte to en halv times næsten-tomgang. For mig var det en øjeåbner, og jeg skruede i den kommende tid mere og mere ned for tjalden. Men jobsne til Gry tørrede ud og, .. tja, det var så det.

Christianshavner musikmiljøet og Fl Quist Møller

Jeg og min nye lille familie flyttede fra Kana til Bådsmandsstræde 12 på Chr. Havn. Rammerne i Kana kollektivet var blevet problematiske. Vi havde fået et par nye indflyttere. Nogle vældig sympatiske folk der arbejdede som pædagoger. Ikke lang tid efter de var flyttet ind, mistede de uheldigvis deres jobs. Om det var derfor eller noget andet der gjorde udslaget ved jeg ikke, men de begyndte (især manden) at drikke voldsomt og høre Rod Stewarts "I Am Sailing" hele tiden.

Samtidig med den udvikling vedtoges med et lille flertal, at der skulle være fællesøkonomi i kollektivet. Nemlig! Ægte praktiseret socialisme. Men resultatet var, at da jeg synes at jeg havde brug for en ny (steel) guitar, fik jeg nej til at købe den på fællesmødet. Udover det, var vores biler sjældent hjemme, og når det var tilfældet var de i reglen næsten tomme for benzin. Det viste sig senere at de to nye indflyttere havde en ting kørende med at låne vores biler ud til et andet kollektiv i nærheden. Alt i alt blev det for kompliceret at have med at gøre. Jeg var afhængig af at have det grej der skal til for at spille, og måske vigtigst, at der stort set altid var en bil så jeg kunne komme afsted på job.

Exit Kana, og goddag Bådsmandsstræde.
I det livlige miliø på Chr Havn mødte jeg spillemandsorkesteret Med Kærlig Hilsen, og blev inviteret med på (kontra)bas.

Her igennem mødte jeg adskillige andre spillemænd, Ewald, Hardy, Fynboerne og mange flere. Igen var heldet med mig og jeg fik skønne stunder foræret.
I vores opgang (nr. 12) to etager nede boede perkusionisten og tegneren Flemming Quist Møller.

Fra ham fik jeg min måske første mere professionlle døråbner ind i musikken.
Det fik jeg ved at Flemming tegnede og forklarede rytmermes hirakiske og velordnede system, fysisk manifesteret i et cubansk inspireret Hollandsk orkester han som ung fik lov at sidde ind i, - forudsat at han overholdt reglerne.

Marts 1973 ~ Gruppen Med Kærlig Hilsen hvor jeg spiller kontrabas. Vi spiller til et bryllup.

Flemming var skøn at være sammen med, og noget af en tusindkunstner. Han arbejde f. ex. også med at lave manuskript og tegninger til en ny film "Prins Piwi" skulle den hedde.
Men videre til musikken med mig som ivrig lytter... Aha! Javel. Altså ikke bare derudaf ? Nej. Lær og lyt. Spil din rolle så andre ved hvor du er og hvad du laver. Alle har en rolle. Solisterne er konger. De kan spille alle rollerne eller lade være. Men det bygger på at alle gør sit og lytter efter de andre. That's all, folks. Langsomt begyndte jeg at få en forståelse for rytmer. Ikke bare den ene alle kan, men osse 5/4, 7/4, 9/4, 11/4 og kombinationer. Langsomt begyndte jeg at forstå. Lang historie, men jeg skylder Flemming en masse. Så meget er sandt.

Skousen/Ingemann Workshop i Silkeborg ca 1971. Foto Niels Ørskov.

Tømmermændene, Osiris og Savage Rose

Lejligheden i Bådsmandsstræde var meget lille. Og vi havde et barn. Vi flyttede et par gange og endte med en stor herskabsvilla i Hellerup. På det tidspunkt var Musikpatruljen stoppet, men der er stadig gang i konstellationerne. Jan Kaspersen inviterede mig til at spille kontrabas i Alif. Jeg starter mit første band og kalder det meget sigende for Tømmermændende.
Næsten samtidig starter et meget langt øveforløb med Savage Rose. Jeg kom aldrig ud at spille med Savage Rose, men jeg husker Thomas' sejge humor tydeligt (haha!), og kan stadig grine af hans historier når de lige kommer frem på nethinden. For satan! Hvor var han sjov! Han var osse meget politisk engageret, på en ganske sympatisk måde.
Som om det ikke var nok blev jeg osse inviteret med i et band med den tidl. Blue Sun trommeslageren Bo Jacobsen. Bandet hed Osiris og bestod af Lone Kellermann sang, Niels Pind Pedersen orgel. Morten Carlsen sax, Karsten "Canvas" Madsen Bas, mig guitar og Bo Jacobsen på trommer.

Osiris blev et meget velspillende band der bare ventede på en smule medvind. Den kom aldrig.
Musikbranchen har sin egen dagsorden. Selvom det var oplagt at vi f. ex. skulle spille på Saltlageret blev vi gang på gang forbigået af bands og folk der havde "sat sig" på stedet. Først da de støttekroner der var tildelt stedet fra Kbh's kommune var brugt op, kunne vi måske komme på.
Det var meget usolidarisk og meget uklædeligt af de der gjorde det.
68 generationen som vi alle var en del af, kæmpede for bl.a. at opføre sig ordenligt og solidarisk mv, men i 1974 var det glemt selv om sangene sagde noget andet. Den oplevelse gjorde at jeg blev pas på rockmiliøet for en stund.

Måske var jeg naiv. Det tror jeg. Men jeg vågnede i alle tilfælde op da jeg så hvordan mange som før hyldede fælleskabet, stille og roligt begyndte at rage til sig med ame og ben. Hvordan rockmusikken stille og roligt ændrede sig fra oprørets glade røst, til en mere og mere prestigefyldt mærkevareindustri. Små forretningsimperier opstod omkring de kendte. Alt det som Thomas (Koppel) tit gik og braldrede op om. Han sagde det faktisk, - jeg begyndte at kunne se det på det tidspunkt:
Rockmiliøet og flowerpower bevægelsen var blevet to forskellige ting.

Samtidig med den erkendelse, måtte jeg og min partner osse erkende at løbet var kørt.
Jeg syntes at mit liv trængte til et gevaldigt eftersyn. Jeg havde været heldig som musiker i så lang tid, at jeg havde glemt at checke efter om jeg nu osse var god til det jeg lavede.
Om jeg udviklede noget eller bare blev stående.

Dråben kom da vi var på skiferie i Norge. Vi bor på et lækkert højfjelsdhotel og nyder solen og bjergene. Om aftenen er der underholdning med en norsk musiker der spiller orgel, guitar og synger hårrejsende schlagere. Jeg har min guitar med.

En eftermiddag møder jeg ham og vi falder i snak på værelset. Han er fustreret. Han elsker jazz og kan nogle fede ting på guitar, men det kan han ikke bruge til noget på det her sted hvor repertoiret skal være meget "folkeligt", det hedder vist dansemusik.

Han synes det er uretfærdigt. Her går han og kan alverden på guitar, og så kommer de rockmusikere der lige har lært tre greb og scorer kassen, kommer i fjernsynet og tjener mange penge. "Og så kan de kan ikke engang spille en C-dur skala!" sluttede han. "Høm-høm", tænkte jeg.
Da han var gået kunne jeg ikke dy mig for lige at prøve at spille en C-dur skala.
Kunne jeg det? Ja, efter pinligt mange forsøg!

Christianiapladen fra 1976. Osiris (Lone Kellermann m.fl.) medvirker m nummeret: Christianias Kampsang (Text & musik: TømrerClaus) I 2001 til Christianias 30 års fødselsdag genudgav Karma denne fede skive som CD med de bands der støttede op omkring Christiania: Sebastian, Djursland - spillemændende, Bifrost, Savage Rose, Hyldemor, C.V. Jørgensen, Ache, Secret Oyster, Totalpetroleum, Gnags, Kim Larsen, Spillemændene, Osiris, Røde Mor og Det Internationale Sigøjnerkompani.

Christiania, Solvognen og Autogena.

Jeg greb det an på den måde at jeg sagde mit job op i alle de bands jeg spillede i og flyttede ud på dyssen på Christiania på en "gård" der hedder Autogena. Der var hverken indlagt støm eller vand. Jeg kaldte det for et sabbat år.
Jeg købte en cello, for sådan en havde jeg altid drømt om at spille på siden jeg mødte en genial cellospiller i Thy ved navn Freddey Alberti.

Nu var det tid til at få nye venner og nye musikvaner. Tid til fordybelse. Cello, kontrabas, violin. Der gik 14 dage før jeg opdagede at det var et kollektiv. Altså et kollektiv uden ord. Uden regler eller regelmæssighed.

Men de der boede der vidste alt om at arbejde sammen på projekter. Det var mange af folkene fra teatergruppen Solvognen der havde lavet de fantastiske forestillinger i den grå hal. Bl a. Elverhøj.
Uden ord eller aftaler var der pludselig nogen der købte ind og lavede mad, dækkede bord til 20 mennesker, og nogen der tog opvasken og satte det hele på plads igen.
To gæs spankulerede rundt på gårdspladsen og gik på alle (osse os der boede der), men de holdt tyve og turister væk.
Vi havde det bare så dejligt med vore gøremål. Motorcykelreparation, skrivearbejde, foto, cello og basspil. Dagene fløj. Vi fløj osse ud på små MC-ture og nød hinandens selskab. Nye venner. Stedet hed Autogena og inden længe var der et akustisk band der hed Autogenaband med Jørgen Brystkasse, Erik Popsanger og mig.

TømrerClaus og Boline Band

Elektrisk aften i den grå hal. I bandtes pause går vi 3 gutter går ind på midten af gulvet og får alle til at lytte til Matilda for Mandolin, akk guitar, kontrabas og to herrestemmer. Det var Autogenaband unplugged.
Overalt lurer magien i overraskelsen og hændelser, som om nogen bereder vejen for at det skal ske.

TømrerClaus og Boline Band fra start 80erne

En dag kommer en flot Mercedes med store påmalede ying/yang tegn til Autogena. Den har kørt den lange snoede vej bagom Christiania til vores sted. Ud stiger den kønneste kvinde jeg nogensinde har set. Hun vil være kærester med mig. Jeg siger ikke nej. Et nyt eventyr tager sin begyndelse.
Når jeg tænker tilbage på det, står der "eventyr" på nethinden. Mit sabbat år = pause fra rockmiliøet var en fantastisk personlig succes.

Mit møde med Boline var et eventyr. Vi havde så meget vi skulle sammen, og vi gik straks i gang med det. Sammen og hver for sig.

Karma Musics første Studio

På Gasværksvej i en stor baggårdslejlighed etablerede vi vores andet hjem.
Boline med pensel og lærred. Jeg med musikinstrumenter og et mini studie som var to kasettebåndoptagere og en mikrofon og min gl. hjemmelavede leslie højttaler.
Her startede Karma Music. Året var 1976.
Vi lavede vores første to udgivelser i den store mørke lejlighed.

Foruden os, husede lejligheden osse med sjældne besøg, en af Bolines venner: Jeppe, der arbejde for IBM. Herudover en rotte.
Jeppe lindede på døren og så 15 tændte stearinlys og en kvinde der malede, stirrende intenst på lærredet. En mand med hovedtelefoner frembringende rundkastede lyde fra en leslie højttaler. Fra samme højttaler en røst fra graven: The Kiss of Space.

Jeppe ringer til sine venner. "Kom og se!" 4-5 m/k kom. Lindede på døren. Langsomt åbnedes den helt. Stirrende på os. Troede vi ikke så dem. Boline tager en lille sort stift og maler en tåre under det ene øje. Modig kvinde går hen og spørger hende: "Hvorfor har du malet den tåre under øjet ?" Boline: Uden at fortrække en mine, med røsten fra dybet: "Det er fordi jeg er så ked af det !" Efter den salut forsvandt selskabet skyndsomst, og vi så dem ikke siden. Men da de var ude af huset skreg vi af grin!

 

udpluk fra vores Karma Musics plakat produktion i slut 70erne og 80erne

De to første udgivelser var kasettebånd med "The Kiss Of Space" og "Snydt". Kiss of Space blev solgt i få ex på en udstilling i Gøteborg hvor Boline udstillede et billede, jeg spillede med J.J. Thorsen og Tom Krøjer "Skrotkoncert". Snydt blev solgt i over 400 ex. på værtshuse og gaden.
Vores plakater dominedede den indre by i en periode hvor ICM havde noget kørende med (vistnok) Tina Turner. Deres kæmpestore plakater gav dem måske forret over vores. Troede de. Men den kamp vandt vi. De fik respekt for os og holdt sig fra vores plakater til sidst.
Ind i mellem tog vi i ind og malede "FIMS" på kulturministeriets dør. Det var mere som stemningen nu var. (og den var ikke til fims)

Dan Turell og Sølvstjernerne

Jan Kaspersen inviterede mig med til at lave Musik til Dan Turells reciteringer af bl.a. Anders And Evangeliet.
Sølvstjernerne var: Jan Kaspersen klaver, Fl. Quist-Møller congas, mig cello/bas.

Dans popularitet bl.a. p.g.a. Vangede bogen ville næsten ingen ende tage, så der var regelmæssige jobs i kalenderen.
Hvor Skousen/Ingemann snak-i-bil-til-jylland kunne være ret filosofisk/politisk, seriøse og astrologiske, så var samme øvelse i Turell bandvognen noget man kunne få grinekramper af.

Dan, var cool dog med en flaske rødvin i hånden, Flemming vendte det hele på hovedet og bakker på sin majspibe med tjald i. Jan står for det absurd-eksistensielle: Det var helt og aldeles uden sidestykke. Hvad lavede jeg ? Jeg er en kanon god lytter.
Det er mig der griner af deres vittigheder.
Jeg er meget vigtig!

 

Dan Turèll, Flemming Quist Møller, Jan Kaspersen og TømrerClaus udgjorde "Dan Turell og Sølvstjernerne" i 1978 (og i 2004 stod Karma Music for opfølgerCDen med bonusbudskab)

Vi kørte i min kæmpestore International Harvester V8 stationcar med påhængt Campingvogn der var overmalet med motiver og symboler. Et af symbolerne var et banner bagpå, hvorpå der stod nok så sirligt "Jeg Vil Gerne Standses" senere "Lov Er Vold". Dette sælsomme syn blev kun standset en gang, og vi "snakkede os fra det" som det hedder.

Min Campingvogn - fra tourneerne med Dan Turell og Sølvstjernerne...

På et tidspunkt blev vi enige med pladeselskabet Stuk som senere blev til Medley om at lave en plade. Det gik vi så i gang med i mit studio. Det gik vældig godt, og vi lavede et masterbånd. Det tog vi så en hurtig kopi af og sendte afsted til pladeselskabet med en note at her var altså en hurtig kopi af vores master. Om det var O.K ? Tiden gik og vi hørte ikke en lyd. Til sidst ringede vi og spurgte hvad de var komme frem til?
"Pladen er lige på trapperne...." var svaret.
Ind i mellem var der andre bands: Leif Joenses band Taxxa, der indspillede en singleplade og jams med forskellige folk fra punk miliøet.

Karma Music og 80er Punk i Landskronagade

Karma Music Studio var blevet stedet hvor punkmusikken blev indspillet. Et hav af undergrunds bands kom og gik, bl.a. Martin Hall, Sods og Fritz Fatal (Before). Vi holdt nogle ret godyle fester efter studiet var flyttet fra Gasværksvej til Landskronagade og havde fået 8 spor, mere plads og meget andet. Ind i mellem kunne det godt ligne et udsnit af Blade Runner, ikke mindst vores fester, og stemningen var intens og gemytlig. Drukfest? Det var nok det eneste det ikke var.

Vi forhandlede med US Games Systems i N.Y. om rettighederne til de Tarotkort Boline havde malet mens vi boede på Christiania. Vi får omsider vores vilje en sæk penge og en tur til New York.
For Tarot-pengene køber vi et hus på Fr. Berg.
Vi dannede et "punk-band" Boline Band grundigt inspireret af opholdet i New York.
Vi får næsten huset på Fr. Berg forærende. Det er kollosalt stort og har en bagbygning der er lige i øjet til et lydstudie og atelier. I prisen på huset indgår et pænt erstatningsbeløb ca. 30-40.000 kr for en vandskade jeg reparerer på under 4 timer. Næsten halvdelen af udbetalingen, tjent på 4 timer! Vi er heldige, synes vi.
Det er forår. Vi har et hus. Vi ligger i gården og hører radio. Falklandskrigen kører. Bulletiner kommer og går. Det er bedre end fjernsyn og krimier. Vi følger udviklingen og lægger planer for indretningen af Karmas nye studie og atelier. Vi har ikke fået nøglerne endnu. Jeg dirker os ind i huset.

Tarotkort Sættet som Boline malede mens vi boede på Autogena og senere solgte til US Game Systems
Boline Band i øveren (ca 1981)

Manager og sabotage

Boline band har fået en sponsor og manager ! Tusindvis store plakater bliver trykt og vi skal spille før Motorhead i Odd Fellow Palæet. Vi kommer i god tid, tager en snak med Motorheads engelske lydmand. Sød fyr. Dygtig. Laver en meget grundig lydprøve og justerer monitors på den store scene. Det lyder kanon-godt! Aldrig har vi lydt så godt. Da vi næsten er færdige med lydprøven kommer Motorheads manager hen til lydmanden. De snakker længe. Lidt for længe.

Vi får lidt mad og vand og så skal vi på. Selvsikre går vi i gang. Vi er vindere tænkte jeg. Vi starter, men noget er snot-rivende galt. Monitorne er enten slukket eller der kommer alt andet ud af dem end det vi fandt frem til ved lydprøven. Herudover er den generelle lyd ud af hovedhøjttalerene både lav og dårlig.
Vi er blevet fucked! Manageren (Motorheads) tåler ikke konkurrence og har ødelagt vores show! Og der er intet vi kan gøre ud over bare få det overstået og komme hjem og glemme det hele.

1000 mennesker hører at det mislykkes for os. De håber bare at vi går hjem så de kan høre Motorhead og slippe for os som de var begyndt at hade.
Vi er jo ikke gode. Motorhead er gode. Det spiller i hvert fald højt. Stort opkørt øl-musik. Svenskerne savler bajere i sig og slukker for hjernen. Vi har intet at gøre her. Jeg siger til Erling (vores manager) at vi er blevet fucked. Han begynder at snakke. Jeg hører det ikke. Jeg gider ikke forklaringer. Vi kører hjem i vrede.

 

Boline Band (LPcover fra 1982)

Boline Band lavede en plade. Men denne gang var heldet ikke med os. Elisabeth Gjerulf var vært på på det program i DR som det var oplagt at præsentere vores plade i. Uheldigvis havde hun selv lige lavet en plade, så vores blev end ikke nævnt.

Medie tyranni!

Det har taget mange år for mig at forstå at medierne opfører sig som en bananstat i staten og har
deres egen dagsorden.
Medierne skaber deres egen virklighed, og det bliver efterhånden også en del af vores vikelighed.
Er man ikke en af deres darlings, kan man kigge i vejviseren for omtale og airplay, dermed osse
jobs og penge.
På den måde styrer de meget mere end deres evner udsyn og kompetencer berettiger til.
Kritik preller af på dem, "der er altid nogle kværulanter.." hedder det.
Aviserne kæmper for oplagstal drevet af sensationshunger. Her skimter man trods alt årsag og
virkning.
DR er simplere.
De ved ganske enkelt bedre.
For at understøtte deres egen bedreviden og forklare det for folk, opfandt de noget de kaldte:
Radioegnet .
For fremtiden ville DR kun sende noget der var radiognet, hvilket ikke kræver nærmere forklaring,
for det er den ensartede musik vi har hørt på de sidste mange år.
Snart blev der udbudt kurser af musikerforeningerne i radioegnet musik.
Herefter opfandt DR et værktøj til manipulering: Rotation.
Rotation betød at en eller flere udvalgte kunstnere blev spillet til ulidelighed i DR.
Samtidig kunne de ansvarlige følge branchens salgstal og se hvilken effet deres rotation havde.
Hele den udvikling accelererede ironisk nok samtidig med at muren faldt i Østtyskland, og vi bød
de undertrykte velkommen til vestens velsignelser og frihed.
Tak, Danmarks Radio for at sætte tingene på plads!

Mange musikere fra -68 generationen var helt med på gør-det-selv-bølgen.
At de "grådige" multinationale pladeselskaber skulle have konkurrence.
At vi selv skulle sætte os på produktionsapparatet og distributionssystemet og alt det der.
I Sverige gjorde de det, og fik stor succes med det fra 1970 og til ca 1990.
De erobrede en pæn markedsandel og fik deres plader distribueret meget effektivt via bogcafeer og alternative pladeforhandlere.
De tjente penge og investerede dem i produktions faciliteteter. Studier, pladeskæring og presning og som sagt et fintmasket distributionssystem.
Det hed Svensk Sam (distribution).
I Danmark udkom stort set alle de Danske grupper på multinationale pladeselskaber, fordi så kommer det bredt ud, som de sagde. (altså musikerene)
Inspireret af den svenske succes gik nogle få større og en masse mindre pladeselskaber sammen om at lave en Dansk pendent til Svensk Samdistribution.
Men det var op af bakke, bogcafernes tid var ved at være forbi og dermed exit en stor salgskanal. Der var for få grupper og pladeselskaber med til at det nogensinde blev en økonomisk faktor.
Det var for sent og vi var for få.

DR anno 2014
Nedenfor en rapport om hvordan det gik da Mærkelige Michael og Normale Michael forsøgte sig som ambassadører for Karma Music, med den hensigt at få spillet noget af TømrerClaus's (dengang) nye plade "Jeg Var Go I Går" på stationen. Læs om løjerne her:
Rapport fra DDR

Mærkelige Michael (th) og hans kammerat Normale Michalel (tv) begiver sig ind til Radiohuset.

Frivillige musik ambassadører fra Karma Music.
-Et vidnesbyrd fra orkanens øje, der fortæller at Berlinmuren stadig står, og at Sovjetunionen stortrives på Frederiksberg.... Siden er det blevet værre.

TømrerClaus troede ikke på det, men det gjorde vi!
Vi var glade i låget, og mente at noget fedt og vedkommende musik med texter der kan og vil noget, har en naturlig plads i Danmarks Radios sendeflade.

Men vi tog grundigt fejl.

Den 15. September 2005, havde vi fået et møde i stand for rotationsudvalget for P4´s musikalske linie.
Anledningen var at vores ven TømrerClaus, havde udsendt CD’en, ”Jeg Var Go´ I går”.

Kl. 10.15 står vi i det smukke gamle Radiohus tegnet af Vilhelm Lauritzen foran et udvalg bestående af 3 kvinder hvis navne ikke blev oplyst, Alex Nyborg Madsen, samt en yngre mand, som nikkede hvergang nogen sagde noget.

Den ene af kvinderne lagde stærkt ud med at hun havde en stor kærlighed for den alternative musik. Hvorfor hun sagde det til os, forstod vi ikke lige straks. Vi kom jo bare med en go’ gang rock’n roll. Hvad alternativt er der så lige i det, nu om dage? Det fik vi snart klarhed på. For lidt senere forklarede kvinden at hun var vild med ”anderledes musik” bare det lød ligesom Nanna Lüders.... Javel, - nå, på den måde. Vi begynde at ane konturene af en stor fejtagelse....

Alex Nyborg Madsen satte nu skiven på, og kiggede lettere mistroisk på coveret, hvorefter han smilede overbærende og sagde efter ca. 25 sekunder: ”Ja, det er sådan set godt nok, men det er ikke lige den linie vi har i rotation. Vi leder efter en mere midtsøgende musik, der ligesom kan høres mens man kører i bil.” Han kigger på os og leder lidt efter de næste ord: ”Jeg kan ikke forsvare at sætte det her i rotation”. Damen med Nanna var helt enig, og supplerede: ”Hvis vi spiller sådan noget i trafikradioen, og folk skal koncentrere sig, er det simpelthen for risikabelt.” Pause.

-”Men du plejer da godt at ku’ lide noget der rykker lidt”, sagde Mærkelige Michael til Nyborg-Madsen, - sådan ligesom for at få en slags samtale i gang. (Læg mærke til ordet "lidt". Ret snedigt formuleret af Mærkelige Michael.)

Stemningen var trykkende. Sådan som stemninger nu engang er, når nogen siger og gør noget over for nogen, der udmærket ved, at der ikke er det der ligner hold i det de siger.

Men Nyborg-Madsen ville lige forsikre os om, at der på INGEN måde var tale om berufsverbot for musik med holdninger osv. Nej! Slet ikke, snarere tværtimod bedyrede han. Hvorefter den kvindelige kollega endnu engang hev Nanna ind som eksempel. Nu begyndte 10 øren at falde.

Stemningen var sådan oppefra og ned-agtig, samtidig med at Nyborg-Madsen prøvede at at få os til at forstå at han havde ret. Det lød nu mere som om han sagde: ”Skrub nu af, og ta’ jeres lorte musik med jer, jeres kvarter er gået”.

Det gjorde vi så, - næsten. Men i døren spurgte jeg om pladen så ikke skulle registreres i DR's database/diskotek (ellers "findes" den nemlig ikke, hvis nogen skulle få den ide at spille et nummer fra den). "Tjoeh, det skal den vel nok... " lød det ikke helt overbevisende fra panelet. Så sagde Normale Michael resolut: "Hvad så med at gøre det mens vi er her?" - Pause. - En engel gik gennem rummet. "Det er der vist ikke recourcer til, lige nu.." Lød malmrøsten fra panelet.

Så var vi skredet. En oplevelse rigere, illusioner fattigere.

Vi havde været et smut i DR og foreslå rotationsudvalget at spille noget musik af TømrerClaus, men det føltes som om vi havde foreslået DDR at gå over til kapitalismen.

Følelsen af at at have gjort noget forkert, sad i længe os.

Vel tilbage på Nørrebro, smed vi et par cd´er i nogle konvolutter og sendte dem til nogle vi vidste ville sætte pris på dem, og ville spille dem. Jeg beder til at de mennesker en dag får et job på Danmarks Hurradio.

Mærkelige Michael (Jensen).


Karma Music i op og nedgangstider

Genlyd (Gnags' pladeselskab) var med i Dansk Sam, men da det stod klart at tiden var forpasset trak de sig forståeligt nok ud. Karma Music Records var osse med. Svenskerene elskede os, og kvitterede med at købe en masse af vores plader bl.a. den første LP (TømrerClaus) som vi producerede. Salget gik derimod trægt i Danmark, og der skulle gå mange år før den plade blev et efterspurgt kult objekt og et optryk på CD og LP kunne komme på tale. Anmelderene og DR havde deres darlings og det var ikke os.

Tidens hjul drejede endnu en omgang. Vi levede hovedsageligt af lydstudiet.
Vi havde specialiseret os i jazz-produktioner som vi lavede mange af for et lille pladeselskab.

Men de gode tider for lydstudierne var ved at være forbi.
Da vi startede Karma Music Studio på Landskronagade tog vi 80 kr i timen og det dyreste studie (som var meget benyttet) tog 1000 kr.

Det mærkevare snobberi som musikinstrumenterne for længst var blevet en del af, havde bredt sig til lydstudiere og det var dyrt.
Vi fulgte med efter evne. Fik 24 spor og digital rumklang og 2 spors 16 bits digital master maskine der kørte på betamax bånd.

Karma Music Studio startede i 1976. Dengang bestod studiet af 2 kasettebåndoptagere, 2 mikrofoner, en gammel HH 5 kanals sangforstærker/mixer med rumklang, et guitaranlæg og diverse instrumenter

Vores timepris sneg sig op på 250 kr, men kunderne var få, og de store studier gik stille og roligt konkurs. Som om det ikke var nok, var der kommet sorte skyer på himlen mellem Boline og mig.
Det havde været 14 fantastiske år. Med vemod måtte vi erkende at det var slut.

Jeg måtte afvilke studiet og fik et job i Diem Studiet der lå i Musikhuset i Århus. Det var et experimental studie for ny kompositions musik. Jobbet var spændende og udvilkende.
Komponister, kollegaer, nye venner i Musikhuset i Århus. Igen var jeg heldig. Et nyt kapitel, nyt kollektiv, ny kæreste, nyt (gammelt) hus, nye bands. En tid med fast arbejde og stabilitet. Grobund for at gå i dybden med tingene.

Mine gamle venner fra Autogena på Christiania, Nina og Hjalte flyttede osse til Jylland. Vi sås næsten på daglig basis. Lyspunkter.
Sammen med trommeslageren fra det hedengangne Blue Sun og Peter Ingemann dannede vi i ca 1990 Dream City.
Bandet spillede hovedsageligt Young Flowers og Røde Mor repertoire.
Senere kom Søren Berlev med på trommer og bandet lavede flere CDer.
Onsdags bluesband (Fools For Blues) og rock'n roll med RockForce blev der osse tid til.
Ferier tilbragte jeg i Bulgarien med mine bulgarske musiker venner.
Min clarinet blev igen et af mine favoritinstrumenter.

Læs mange flere detaljer i det her Interview om mit musikerliv fra 60erne til ca 1990 af Freddi Lund Nielsen, Accord Plade Avisen.
Download som PDF her
..

DC
Dreamcity Radio Luxembourg

Internettets "frirum" fra mediemonopolerne

Det kvælertag som medierne, DR og pladeselskabernes monopol agtige distributionsapparat havde på de mindre uafhængige kunstnere og pladeselskaber, var ikke blevet mindre. Men der var sket noget andet. Internettet gav mulighed for distribuering af musik og kunst uden om hele cirkusset, og man kunne frit sætte sin bod op på "livets landevej" i form af en hjemmeside og sælge sine ting der.

Hele det etablerede system gjorde alt hvad der stod i deres magt for at forhindre denne udvikling. Pladeselskaberne var vant til at tjene styrtende med penge. De så truslen uden at ane hvad de skulle gøre ud over at prøve at forbyde det.

Musiker foreningerne iværksatte den ene efter den anden koordinerede meget uklædelige kampange hvor de krimminaliserede deres kunder.
De hyrede advokatfirmaer til at jagte 14 årige drenge der havde downloadet mp3 filer og truede i det hele taget alverden med bål og brand, hvis ikke det der var værre.
Min forening DJBFA gennem 20 år, var en af dem der var værst, og det var mere end jeg kunne holde til.

Jeg opsagde mit medlemskab.
Jeg kunne bare ikke med at musikerene var nogle stakkels sølle ofre hvis' musik nærmest blev stjålet ud af hænderne på dem før blækket var tørt.
Og lige det der med at kriminalisere sine kunder:
Hvad for noget? Hvad i alverden har i gang i ? Jeg kan bare ikke klare den mentalitet. Så ved i det.

(Siden har det vist sig at det advokatfirma som musikerforeningerne havde hyret til at "komme efter" de der downloade mp3 filer, selv snød rettighedshavere for et ukendt stort millionbeløb. Det er vist det der hedder at sætte ulven til at vogte får)

Christiania Forever fra 2004. A. M. Helger og DreamCity ("Sangen Om Christiania"), Bifrost, TømrerClaus, Blindstone og mange flere.. Med texter der vil og tør noget. Det er det som rockmusik i gamle dage og Christiania har til fælles...

Men for de mindre uafhængige pladeselskaber og kunstnere, var internettet naturligvis et nyt forår.
Det betød bl.a. at der igen var ide' i at producere og sælge musik, kunst og billeder fordi det var muligt at nå et publikum uden om meningsdannerne i medierne og DR.

Muligvis Danmarks dårligste forretningsmænd/k.
Musikerenes foreninger har endnu engang bevist at de er dårlige forretningsmænd big-time.
Et længe ventet alternativ til mp3 filer, streming dukkede frem af den digitale verden.
Før man havde set sig om havde store spillere sat sig på næsten alt indholdet og aftalt nogle horribelt lave afregninger til kunstnerene med ingen andre end musikerforeningerne. Resultatet er at der stort set ikke er penge i at indspille musik udover de få der har specielle aftaler (p.g.a. stort antal streamings).
Først krimminaliserer man sine kunder, dernæst lander man nogle horrible aftaler og kalder det for en "sejr".
Branchen er derfor nede til tælling, økonomisk set, men kreativiteten er stadig intakt.
LP pladen har fået en renæssance, måske fordi den ikke kan kopieres for så bliver den jo digitaliseret og er ikke "analog" længere. Et udmærket svar på 0 kroner-streamingen, men produktionen af LP'er koster meget mere end CD'er og der sælges trods alt minimalt af LP'er i f.h.t. hvad der lyttes til i streaming.

Karma Music Webbutik

Vi var ikke sene til at bruge den mulighed som internettet gav. Karma Music er i dag den ældste (og p.t. den eneste) butik på nettet der sælger CD'er og andre ting fra det gyldne tid i rockmusikken. Vi er også Danmarks ældste uafhængige danske pladeselskab.
Mange titler er genudgivet på vores label (Karma Music). Vores salg er lille men stabilt. Det hul ud til publikum som internettet er, er dybt inspirerende.

Da Diem (Dansk Institut For Elektroakustisk Musik) stod foran store forandringer i 2002, valgte jeg at stå af og arbejde 100% som musiker og pladeselskabs-direktør. Jeg flyttede (tilbage) til København og indrettede studie, pladeselskab og øvelokaler i en gammel Herlev murermester villa. Karma Music, Dream City, FlowerPotParty og variationer af Tømrerclaus Band fyldte tiden ud. Senere Radio Luxembourg og TømrerClaus/Peter Øvig samt variationer af TømrerClaus Band. Webbutikken Karma Music voksede og omfattede foruden musikken også indiske varer, tøj, røgelse, syngeskåle, tæpper o.m.a.

Soundtracks til lydbøgerne: Peter Øvigs Hippie1 og 2

I 2011 komponerede og indspillede jeg underlægnings-musikken og selvstændigt soundtrack til Peter Øvig´s 16 timers lydbog Hippie 1, efterfulgt af den 15 timers lydbog og soundtracket til Hippe 2 i 2012.

TømrerClaus og Peter Øvig
fra Musikalsk Hippie Event/foredrag 2011-12
TømrerClaus 2011

Et nyt blad vendes...

I 2015 skrev forfatteren og debattøren Thomas Vilhelm en bog om mig. Den hedder "Prisen For At Ryge Cigar". Titlen hentyder til en af sangene på min første LP plade fra 1978 KMLP1.
Undervejs med bogen kom det frem at Thomas Vilhelm er trommeslager og perkussionist af en sjælden klasse.
En slags soul brother ud i musik. Det var ret oplagt at lave TømrerClaus band med Thomas på trommer og lejlighedsvis cajun samt min gamle bas-ven fra tiden i Århus Preben Madsen.
Den trio udgjorde grundpillen i Tømrerclaus band anno 2016.
Vi lagde ud meget ambitiøst med at indspille en dobbelt LP og CD med titlen JAGUAR.
JAGUAREN bleve extremt godt modtaget, og takket være vores eget distributionssystem og vores tilstedeværelse i de sociale medier, er Jaguaren en succes, og vores releasekoncert og jubilæum i Amager Bio ligeledes.

P.t. (nov. 2017)arbejder jeg på en ny dobbelt LP/CD til at udkomme forår/sommer 2018. Thomas Vilhelm står for trommerne. Jeg for alt det andet. En dør er åben for evt. gæstemusikere og et par extra ører til mixningen. Den foreløbige arbejdstitel på projektet er "1970".
Det er det største og mest ambitiøse projekt jeg har søsat ever. Og da jeg (idag) fylder 72 år kan det også være at det bliver, om ikke det sidste, så i alle tilfælde et af det sidste større projekter jeg laver.

en af de mest uafhængige musikere i dette land.
Internettet har gjort det muligt at undvære de traditionelle medier radio, tv, aviser, disse medier er godt i gang med at overflødiggøre sig selv og den udvikling ser ud til at forsætte.
Karma har aldrig været konkurs, vi har ikke solgt ud eller solgt pladeselskabet eller dele af det. Vi er ikke afhængige af andre end os selv og de der køber vores varer samt dem der leverer indholdet.

På mange måder er Karma Music realiseringen af "gør-det-selv" drømmene fra hippietiden. Hippietiden satte blivende spor i kunst, musik og livsstil. Karma Music overlevede på sidelinien i de magre år hvor musikken var underlagt DR og mediernes nåde og barmhjertelighed.
Som en selvstændig lille grøn ø i et hajfyldt farvand lever Karma Music og nogle af hippietidens hellige idealer og musik videre.

Plakat for Tømrerclaus Band

Herfra hvor vi står blev til Derfra Hvor Vi Stod For Noget.
I årsskiftet 1960/70 kom den politiske bevidshed ind i musiken og det kunne høres i teksterne.
I firserne var de væk igen. I dag er politiske tekster sjældne gæster i musikken selv om samfundet står foran store ændringer og store dilemmaer. Tit har kunstnerene været en slags fortrop for forandringer.
Men denne gang er kunstnerene i det store og hele tavse.

 

Jeg har en fornemmelse af at de næste 20 år bliver en tid mellem to epoker. Ingen kender retningen. Mange er økonomisk trængt, endnu flere holder på deres, hvis de ikke ligefrem rager til sig.
Det sidste er nærmest blevet en sport: At få massive aftrædelsesgodtgørelser også selv om man f. ex. ikke "aftræder", - at få lønbonusser selvom virksomheden man står for er på randen af konkurs (f. ex. postdanmark), at være i direktionen for et hel/halv statsligt foretagende (f. ex. Nets), prælædere for et salg, og efterfølgende få aktieoptioner der forgylder direktionen. Det er næsten dagligt vi hører om det, og det er måske også derfor at det kan fortsætte i en uendelighed: Skandalerne er så mange at vi bliver "trætte" af at høre om det, og glemmer det i morgen. Ingen politiske partier har på dagsordenen at stoppe det, så det sker ikke foreløbigt. Vi er blevet immune og passer os selv.

Men en omstillingsproces er igang, nye værdier vil indtage pladsen, medierne vil opleve store forandringer (til det bedre, vil jeg tro, mest fordi det ikke kan blive værre).

SLUTORD:
I år (2017) bliver jeg 72 år og kan se tilbage på et interessant liv. 
Jeg var en ”Slow Starter”, der blev moden meget sent. 
I de tidlige halvfjerdsere var jeg billedet på den arketypiske unge hippie-musiker med skulderlangt hår og stor tiltro til fremtiden med peace love and understanding.

Hvert sving på livets landevej åbnede for nye horisonter som i sidste ende førte til fordybelse, dels i kunstens ismer, dels med større perspektivering og forståelse at politiske og samfundsmæssige sager. 

Hippietiden satte sine spor. Den tid står for nysgerrighed, nytænkning, kritisk tilgang til autoriteterne, mønsterbrydning o.m.a.
Hvad det angår er, eller føler jeg mig stadig som en hippie, og jeg er ikke faldet i den gryde med at mit kunstneriske virke er en evig gentagelse af hvad jeg lavede for 40 år siden.

Jeg er vild med at spille, synge skrive tekster, lave film og lave billeder. F. ex. fotos, plakater, videoer. Musikindspilninger i studiet er osse lige mig. Optræden i mange forskellige sammenhænge og på mange forskellige instrumenter: Guitar, bas, cello, clarinet, fløjter, keyboard, perkussion og sang. 

  • Solo
  • Duo
  • Sammen med forfatteren Peter Øvig
  • TømrerClaus band

Booking Her.
Kontakt :
mailto karma@karma.dk

En af mine MusikVideoer fra (2013).
Leg og eksperimentering med video projekter, kamera, lys og lydudstyr, film studio, manus, crew.. er en del af mit virke. Adskillige små og store film ligger på youtube til fri afbenyttelse.
Denne er også en af dem.


 

Diskografi

  • Herfra hvor vi står, 1971
  • Musikpatruljen, 1972
  • TC+Skousens Vincent, Palads af Glas,1975
  • Jan Monrad, Mik & Tømrerclaus Samt Søren Rislund (Totalpetroleum), 1975
  • Christianiapladerne,
    1976, 2001 og 2004
  • Tømrerclaus, Snydt, 1976 (kasettebånd)
  • Dan Turell & Sølvstjernerne, 1978
  • Dan Turell & Sølvstjernerne vender tilbage, 1978/2004
  • Taxxa, 1978 (Single)
  • Tømrerclaus, 1978
  • Tømrerclaus, Hepar, 1978 (kasettebånd)
  • Boline & Tømrerclaus, "La Dot",
    1976-87
  • TømrerClaus og Boline, Night-Ripper-Lady, 1981 (Single)
  • TømrerClaus og Boline, Alvorlig Leg Med Beton, 1981 (Single)
  • TømrerClaus og Boline, Punk Them Into Shit, 1982 (Single)
  • Boline Band, 1982
  • Tømrerclaus, Savania, 2001
  • Tømrerclaus, En spade er en spade, 2002
  • Dreamcity, Do the Blues, 1993
    Dreamcity, Syre, 1996
    Dreamcity, Søgelys, 2004
  • Tømrerclaus, Jeg Var Go´ I går, 2005
  • Soundtrack Hippie 1, 2011
  • Soundtrack Hippie 2, 2012
  • Hippie 1 & 2, (Lydbog/Audiobook)
  • JAGUAR dobb. LP og CD 2016



  • Hør noget af musikken. 80 numre fra ca. 1976 til ca nu her.

Tømrerclaus, 1978 Boline & Tømrerclaus, "La Dot", 1976-87 Tømrerclaus, Jeg Var Go´ I går, 2005
Tømrerclaus, Savania, 2001 Tømrerclaus, En spade er en spade, 2002 Herfra hvor vi står, 1971
Musikpatruljen, 1972 Jan Monrad, Mik & Tømrerclaus Samt Søren Rislund (Totalpetroleum), 1975 Dan Turell & Sølvstjernerne, 1978
Dreamcity, Syre, 1996 Dreamcity, Søgelys, 2004 Dan Turell & Sølvstjernerne vender tilbage, 1978/2004
Boline Band, 1982
Hippie 1 & 2, (Lydbog/Audiobook)
Soundtrack Hippie 1, 2011
Jag front Jagback  

Har du lyst til at donere et beloeb til vedligeholdelse af denne side og produktion af musik og videoer,
saa klik her. Mange tak!

Tilbage til TOP